Kennel Dream Of Labradors'

Menja x Henry

 
   Labrador hvalpe
 
Født den 29/3-24 & 8 uger den 24/5-24
De er alle lovet væk!
 
💛 Gul han: Dream Of Labradors' Sweet Little Easter Lamb
💛 Gul han: Dream Of Labradors' Easter Basket Full Of Love
🖤 Sorte han: Dream Of Labradors' Born With An Easter Tie
💛 Gul tæve: Dream Of Labradors' Dressed In Yellow For Easter
 
  
 
Mor: Dream Of Labradors' The Lovely One (Menja) 

Menja er 3. generation af vores egen avl. Hun har et fint eksteriør og har gjort sig rigtig godt på skuer & udstillinger! Hun er lille og kompakt med et sødt og udtryksfuldt hoved. 
Menja har gode jagtegenskaber og arbejder effektivt i et stabilt tempo i godt samarbejde med ejer. 
Hun er ubeskrivelig rolig og mild af sind. Hun er godmodig i hverdagen og hun har altid været utrolig let at træne.
 
Besøg Menjas egen side her. 
 
 
 
  
 Far: Trewinnard The Tailor (Henry)
 
 Trewinnard The Tailor er opdrættet i England og nu ejet af Karin Becker i Tyskland under kennelnavnet Ogham Stones
Sidste år brugte vi Henry til en parring på vores anden tæve Kiki og deraf beholdte vi selv den lækreste tævehvalp! Se kuldet HER
Ikke nok med han er en rigtig lækker hund eksteriør mæssigt, så har han, bedst af alt, et ganske utroligt godt temperament! En meget mild hanhund💛 
 
 
 

Følg denne side hver uge på hvalpenes ugedag (fredag), hvor siden vil blive opdateret med billeder og fortælling om hvalpenes udvikling!

Følg også vores kennel på Facebook, hvor der jævnligt vises filmninger af hvalpene.


 

Åbent hus i weekenderne

Første hvalpebesøg hos os foregår altid individuelt. Men det er jo sovt at følge hvalpene og derfor holder vi åbent hus de sidste 3 søndage, for de familier (kun dem som bor i husstanden), som har reserveret hvalp, således at familierne kan følge deres nye familiemedlem i opvæksten i vores kennel.

Åbent hus søndage kl. 10-12:
den 5/5 + 12/5 + 19/5

HUSK at give besked om i kommer eller ej så vi ved, hvor meget kaffe vi skal have på kanden☕️
På forhånd tak 😀 Vi glæder os til at se jer!
 
 Kenneltræf
Vi inviter alle vores ejere (i husstanden!) af Dream Of Labradors' hunde til
kenneltræf den 20/5-24 kl. 13:00-16:00.
 
Dette kuld vil være med udenfor i hvalpekravlegården den første del af kenneltræf, hvorpå de vil være tilgængelige for deres nye familier. 
 
 
 
Afhentning af hvalpene
fredag den 24/5-24
 
Kl. 14:30: Henrik & Tanja; sort han med gul halsbånd
Kl. 15:15: Lise & Ove; gul han med grå halsbånd
Kl. 16:00: Christina & Kent; gul han med blå halsbånd
 
Hvalpenes 8. leveuge, fredag den 24/5-24:
 
Hvalpene vejer nu:
💛 Gul han, blå halsbånd: 8,0 kg. 
💛 Gul han, grå halsbånd: 7,5 kg. 
🖤 Sorte han, gul halsbånd: 7,5 kg.  
💛 Gul tæve, pink halsbånd: 6,4 kg.  
 
- Det er nogle store hvalpe!
Menjas kuld i 2022 var på 11 hvalpe og de vejede 5,2 - 6,3 kg. i denne alder. Hendes kuld i 2023 var på 9 hvalpe og de vejede 6,0 - 7,9 kg. 
 
Tænk engang... om lidt bliver her tomt! Hold op hvor er de 8 uger egentlig fløjet afsted... Men vi glæder os nu også til at kunne nyde vores egne lille hvalpe. Nu skal den invididuelle kontakt opbygges og vi skal rigtig knytte bånd. 
 
Sidste weekend deltog hvalpene jo i årets kenneltræf og wow hvor tog de det bare pænt! Vi havde forventet at hvalpene måske ville være overstimuleret efterfølgende og komme med en reaktion herpå, men de opførte sig bare helt normalt! De er bare blevet SÅ dygtige!

Menja virker endnu ikke til at være træt af sine hvalpe. Hun er en fantastisk mor!
Hun har stadig enorme mængder mælk, selvom vi har arbejdet med nedtrapning af mælkeproduktionen, for både hende og hvalpenes skyld. Hun har faktisk så meget mælk, at hun får medicin til at fjerne mælkeproduktionen - men sådan er det nu altid, når hun har hvalpe. 

De sidste tre nætter har hvalpene sovet uden Menja. Vi vil gerne lave en glidende overgang for hvalpene, således at de prøver at sove uden deres mor for første gang, imens de er i vante og trygge rammer. Alt vil jo være nyt i deres kommende familier. 
 
I tirsdags var hvalpene ved dyrlæge. De blev vaccineret og fik sundhedstjek - alle hvalpe fik stor ros. 
 
Vi har arbejdet med at tage hvalpene ud én og én, så det ikke bliver så stort et chock for dem, at flyve fra reden. Det er interessant at observere, hvor detalje orienteret hvalpene egentlig er, når de er alene, og hvordan deres adfærd ændre sig. 
 
Hvalpene er nu nået til det stadie, som vi kalder "Mere Lort End Lagkage", for at sige det rent ud. Hvalpene stiller i denne alder store krav til os, for at renlighedsprocessen skal gå så godt og let som mulig hos den nye familie. 
Hvalpene er derfor blevet flyttet fra deres hvalpekravlegård inde i køkken-alrummet og ud i hvalperummet, i vores baggang. Her går de i spåner, hvilket giver dem et konstant rent og tørt underlag. 
Spånerne er en suveren løsning, da vi jo ikke kan gøre rent efter hvalpene 24 timer i døgnet. Når de går i spåner, så bliver deres efterladenskaber straks suget ind i spåner og dækket til, når de løber rundt. Vi muger ud flere gange om dagen. På den måde skal de aldrig opleve, at spise eller sove oven i deres efterladenskaber, hvilket ellers vil gøre dem til nogle små grise mht. renlighed, og det vil gøre det svært at få dem renlige senere hen. 
Ved at hvalperummet også har en fin størrelse, så kan man allerede nu se, at hvalpene foretrækker, at søge over i det ene hjørne, når de skal af med noget (hvis vi ikke når at tage dem udenfor).
I denne alder har de brug for mere plads omkring sig, og i hvalperummet er der større plads til udfoldelse. 
 
Det bur som ses i deres indendørs hvalpekravlegård i spånerne, er udelukkende for trænings skyld. Buret har ingen låge og hvalpene skal naturligvis aldrig lukkes derinde. Buret er sat op, så de kan tumle og lege i det, imens de får følingen af at være i et bur, så det bliver lettere at tilvænne dem til bur i forbindelse med bilkørsel, udstilling eller andet.
 
I hvalpenes sidste uge har vi også været en tur på banegården. Vi satte os ned sammen med hvalpene og de observerede et tog , men det var ikke noget som påvirkede dem. Det var et meget spændende miljø for hvalpene og der var masser af nye dufte. 

I denne uge er de også blevet aktiveret med snusemåtter i køkkenet. Det er altid en god mentalaktivering og så kan man forvente ro bagefter. 
 
Hvalpene er også blevet udfordret med aktivitetslegetøj, som er super mentalaktivering. 
Aktivitetslegetøj er forskelligt legetøj med foder indeni, hvor hvalpene skal tumle med legetøjet og løse gåden til, hvordan de får foderet ud. Man skal have meget forskelligt legetøj, hvis hvalpene skal have fornøjelse af det mere end én gang, for de regner hurtigt ud, hvordan det virker. 
Vi gav dem aktivitetslegetøjet på en stor og knasende presenning, så de fik prøvet en anden slags underlag, men det gjorde de ikke noget notits af. 
 
Hvalpe tåler ikke fysisk motion og skal derfor mental aktiveres for at få brugt sin energi. En hvalp på 9 uger må f.eks. ikke gå tur i mere end 9 minutter, 3 gange om dagen. Når den er 10 uger må den gå 10 minutter, 11 uger er 11 minutter osv osv. Det er en ganske fin tommelfingerregel, idet hvalpe og unghunde ikke tåler fysisk motion. Endvidere må de ikke gå på trapper, da det laver for stor belastning på deres led, hvilket kan fører til dysplasi. 
Det betyder altså at man ikke kan løbe sin hund træt med en gå tur. Derimod kan den med lethed trættes via mentale stimuli ved næsearbejde. 
 
Hvalpene har fået en rigtig god fornemmelse for, at de skal gøre sig rene udenfor. De kan gøre sig rene på både græs, sand, fliser og små-sten. Vi tænker det bliver ganske lige til for de nye familier, at få det sidste på plads.
 
 
 
Her er lidt praktisk info vedr. afhentning af hvalpene, samt omkring de første dage i deres nye hjem;
 
- hvalpene fodres 3 gange daglig. De kan spise både opblødt foder og tørt foder nu; vi plejer at give dem halv af hver. Det de får som tørt foder, bruges gerne til næsearbejde og fodersøg. Endelig ikke lave fodersøg på gulv/fliser da det udelukkende vil resultere i at de søger med øjnene og ikke næsen, hvilket kun vil give stress for en madglad hund. De spiser ca. 80 gram foder morgen, middag og aften. Hvis alt deres mad opblødes så fylder det meget og de kan have svært ved at spise op. De er af gode grunde ikke vante til at spise på bestemte tidspunkter her hos os, så i kan med lethed tilpasse foderrutinerne til jeres hverdag.
 
- vi har en hvalpepakke fra Royal Canin til jer hver, som indeholder en lille pose foder samt et lille tæppe. 
 
- når i henter jeres lille guldklump, får i også en sele med til jeres hvalp. I kan selv vælge blandt de forskellige farver, som jeg har købt. Jeg har købt størrelsen større end den de bruger hos os nu, men samme model. I vil opleve at den er lidt stor til hvalpene den første uges tid, men da hvalpene jo vokser med 1 kg. om ugen, så skal den hurtig passe. Størrelsen mindre, som de bruger nu, vil i omvendt ikke have gavn af mere end en uges tid.
Den sele i får med, forventer jeg hvalpene kan passe til de er ca. 14 uger gamle. Den kan spændes meget ud. Selen kan vaskes i vaskemaskinen. Den er desuden nem at give hvalpene på, idet den ikke kan vendes forkert. Spred den ud på gulvet - sæt forpoterne ned i hullerne - klips selen sammen på ryggen. Undgå altid seler, som skal trækkes over hvalpenes hoved, for det vil stort set altid blive forbundet med ubehag.
 
- i får en lille bamse med hjem herfra. Den har fulgt hvalpene i deres 8 uger hos os. Den bærer en velkendt duft for hvalpene og skal bringe dem tryghed på hjemturen, de første nætter og når den bliver urolig. Selvom bamsen lugter eller bliver beskidt, så må i endelig ikke vaske den, da den jo så ikke længere tjener sit formål.
 
- husk at afskærm hvalpen for alt for meget nyt de første 5 dage, ellers kan i ende med en vild og stresset hvalp og få en dårlig start. Sørg for at lade den finde ro i hjemmet og haven. Lad den knytte sig til sit hjem og nye familie. Det er alt stimuli nok de første 5 dage, hvis i vil godt fra start! Nysgerrige gæster må vente, for hvalpens skyld.
 
- husk at sove sammen med hvalpen de første uger. Hvis i får ondt i ryggen, så er det jer vel ondt - nu er det nemlig jeres tur til at fortsætte det livsnødvendige arbejde med jeres guldklump. Alt hvad i ligger i hvalpene nu, er en investering i deres fremtid.
 
- når i går i gang med socialiseringen, så husk kun 1 ny ting om dagen, ellers får hvalpen ikke ro nok til at bearbejde stimuli og lade det synke ind som en god oplevelse. Hvis der er mere end 1 ny ting om dagen, så bliver det overstimulering, hvilket er lige så negativt som ingen stimulering. Stress er roden til alt ondt og dermed fundamentet for alle adfærdsproblemer. Skriv endelig til os, hvis i står med nogle tvivlsspørgsmål - vi vil hellere end gerne guide jer! ❤️
 
- hvalpene har fået sin 3. ormekur i dagene op til afhentning.
I skal sørge for en ny ormekur, når hvalpene er ca. 12 uger gamle. Således er det behandlet i det nye miljø (hos jer), hvor der ikke er nogen evt. gensmitte fra mor eller søskende. Ormekuren kan købes ved dyrlægen i forbindelse med revaccinationen. 
 
- i skal sørge for en revaccination af jeres hvalp nå den er 12 uger og 16 uger gammel.
Hos os er hvalpene kennelhoste vaccineret (via dråber i næsen, som optages gennem slimhinden). Denne vaccine skal de først revaccineres med om 1 år.
Hvis i fremadrettet har et ønske om, at vi skal passe jeres hvalp fra tid til anden, så skal i sørge for at revaccinere med denne vaccine, som kaldes Nobivac BbPi (læs gerne afsnittet om privat pasning).
 
- sørg for at være to voksne i bilen, når i henter jeres hvalp. Vi tilråder at hvalpen sidder i bunden af bilen ved passageren. Selvom hvalpene har kørt utrolig meget bil hos os og ikke siger en lyd til det, så kan de sagtens mærke at dette er en ny bil! Desuden med fremmede mennesker, uden deres mor, søskende eller os.
I må for Guds skyld ikke placere hvalpen bag i bilen alene 🙏🏻 Det vil være en frygtelig start for den! I må forvente uro de første 15-20 min. kørsel, men ud fra tidligere tilbagemeldinger, så burde hvalpen falde til ro derefter, så i stille og roligt kan køre hjem. Hvis hvalpen sover, så skal i ikke stoppe. Sørg for at have noget meget lækkert med til bilen til hvalpe. Ikke bare en tyggepind, men noget som griseøre eller andet af ovennævnte snacks, som kan tage dens fokus under hjemturen. Hvor gode snacks i medbringer, er afgørende for hvor god en hjemtur i får, så det er ikke her i skal være fedtet ☺️
 
 
 
Vi håber vi ser hvalpene igen til pasning eller kenneltræf.
Læs om pasning her: https://dream-of-labradors.dk/pasningpension ).

Vi ønsker de nye familier alt held og lykke til med deres nye familiemedlem. Tak for denne gang.
Hvalpenes 7. leveuge, fredag den 17/5-24:
 
Hvalpene vejer nu:
💛 Gul han, blå halsbånd: 6,7 kg.
💛 Gul han, grå halsbånd: 6,4 kg.
🖤 Sorte han, gul halsbånd: 6,2 kg.
💛 Gul tæve, pink halsbånd: 5,3 kg.  
 
Endnu en tralv uge er gået og nu har vi kun en uge tilbage med hvalpene. 
 
Hvalpene har været på deres første lille gåtur, i sele og snor i den lille by, hvor vi bor og det tog de ganske pænt. 
Dernæst har de været en tur i Maxi Zoo, hvor altting blev flittigt undersøgt! Det glatte gulv var ingen udfordring for dem, men de lækre godbidder i gulvhøjre var meget svære at modstå. Derud over så var den mekaniske skydedør virkelig et kapitel for sig; hvalpene satte sig bare ned og stirrede på den underlige dør, som blev ved med at åbne og lukke sig. 
 
I deres store udendørs hvalpekravlrgård har de fået endnu flere udfordringer at udvikle sig med, blandt andet en stor balje med larmende bolde.
 
Vi arbejder fortsat med tilvænning af diverse lyde, da dagligt lytter til en lyd CD til hundehvalpe, med 48 forskellige lyde.  
 
Hvalpene er begyndt at lære, at søge efter deres foder i hvalpekravlegården udenfor. Foderet som bruges hertil er ikke opblødt og hvalpene søger ivrigt!
 
Hvalpe tåler ikke fysisk motion og skal derfor mental aktiveres for at få brugt sin energi. En hvalp på 9 uger må f.eks. ikke gå tur i mere end 9 minutter, 3 gange om dagen. Når den er 10 uger må den gå 10 minutter, 11 uger er 11 minutter osv osv. Det er en ganske fin tommelfingerregel, idet hvalpe og unghunde ikke tåler fysisk motion, da de ved motion og ved at gå på trapper, laver for stor belastning på deres led, hvilket kan fører til dysplasi. 
Det betyder altså at man ikke kan løbe sin hund træt med en gå tur. Derimod kan den med lethed trættes via mentale stimuli ved næsearbejde. 
 
Hvalpene er blevet aktiveret med slikke måtter i køkkenet.
Det er en dejlig rolig og afstressende aktivitet, hvor hvalpene udløser endorfiner når de slikker. Det var et hit hos dem!
 
Menja er endnu ikke træt af hendes hvalpe. Hun er en fantastisk mor!
 
På søndag afholder vi sidste "åbent hus" for de nye familier og på mandag afholder vi kenneltræf. Vi er lidt spændte på, hvor meget af kenneltræffet, hvalpene kan overskue. De vil blive sat ind i huset ved overstimulering. 
Hvalpenes 6. leveuge, fredag den 10/5-24:
 
Hvalpene vejer nu:
💛 Gul han, blå halsbånd: 5,5 kg. 
💛 Gul han, grå halsbånd: 5,3 kg. 
🖤 Sorte han, gul halsbånd: 5,2 kg.  
💛 Gul tæve, pink halsbånd: 4,5 kg.  

Hvalpene er så småt begyndt at søge efter tørfoder i hvalpekravlegården udenfor, hvilket er den bedste mental stimulering man kan give sin hund. En hund bør søge minimum 1 time (sammenlagt) om dagen, som er bedre end 10 km gåtur, hvilket en hvalp alligevel ikke kan holde til! En hvalp/unghund bør søge sit foder 3 x 20 minutter hver dag, for at opnå optimal mental stimulering. Desuden er stressreducerende og lader hvalpen/hunden bruge sin overskudsenergi på en hensigtsmæssig måde.

De er desuden blevet mental stimuleret og udfordret med fodersøg i papkasser. Hvalpene syntea det var mega sjovt at hoppe rundt i papkasserne efter foderet.

I denne uge har hvalpene været med over i stalden og hilse på vores Islandske heste. Nøj der var mange nye spændende dufte! Og hestene ville nusse hvalpene, hvilket var rigtig hyggeligt indtil Tie (sort), syntes det var så sjovt med en ny stor legekammerat, at han napsede den ene hest i mulen. Så var den leg altså slut for hestens vedkommende.... hahah!

Hvalpene har været på tur til skoven i Fussingø.
De syntes at det nye miljø var rigtig spændende og der blev slæbt på pinde, leget med blade, gravet huller, tumlet i mudder og meget andet.

De har også været med en tur i gammelhaven, et andet sted ved Fussingø sø.
Vi anvender altid en trækvogn, når vi skal fra bilen og til stedet, hvor hvalpene skal lege, og ligeledes når vi skal retur. De tager det meget roligt at blive sat op i trækvognen, hvor vi er sikre på at have styr på dem.

De er også begyndt at få diverse godbidder og snacks, og stort set alt glider ned. Når de får lidt at gumle på, falder det lettere til ro om aftenen, så vi arbejder på at lære dem at få en god døgnrytme.

I den udendørs hvalpekravlegård forsøger vi hele tiden at opsætte nye ting, så de hele tiden bliver udfordret. 
De har blandt andet fået en aktivitetskube, som de gerne udforsker; et firkantet stativ med en masse spændende legetøj i snore. 
 
P.s. Ovenfor er der noteret et tidspunkt til jer hver, for afhentning af hvalpene. Bekræft venligst, hvorvidt tidspunktet passer for jer. 
Hvalpenes 5. leveuge, fredag den 3/5-24:
 
Hvalpene vejer nu:
💛 Gul han, blå halsbånd: 4,3 kg. 
💛 Gul han, grå halsbånd: 4,1 kg. 
🖤 Sorte han, gul halsbånd: 4,0 kg.  
💛 Gul tæve, pink halsbånd: 3,4 kg.  

Hvalpene tager nu 1 kg. på om ugen. 
Hvalpene har nu nået en alder, hvor de udvikler sig rigtig meget fysisk og mentalt, hvilket selvfølgelig også betyder, at de kræver både mere plads og stimulering. 
 
De er alle meget imødekommende og tillidsfulde, og de små haler logre konstant. Der er endnu ikke nævneværdig forskel på hvalpenes personlighed.

Hvalpene fortsætter tilvænningen med sele, og har desuden været med ude og køre bil et par gange. Det var bare korte ture for, at starte på indlæringen. Menja var hos hvalpene under hele turen og de sagde ikke en lyd.

Ved første køretur, skulle vi ikke nogen steder hen - bare køre en lille runde. 
Forud for turen var de luftet godt af, så de var dejlig trætte. Hvalpe med overskudsenergi vil nemlig også give en kraftigere reaktion i en ny eller potentiel presset situation, som de første køreture evt. kan være.
Derud over så har vi erfaret, at der er en markant bedre indlæring i forhold til tilvænning af bilkørsel, hvis man starter i en tidlig alder med hvalpene.  
 
Hvalpene har efterfølgende været med en lille tur i skoven. De syntes at skovbunden og bladene var utrolig spændende og det var sjovt, at se så små hvalpe være opmærksomme på sådanne nye ting omkring dem. 

De har også været med på tur til stranden. De syntes at sand og tang var noget spændende noget og der var også mod til at dyppe poterne i vandkanten. 
 
Hvalpe i denne alder bliver hurtig overstimuleret og pludselig kan en ellers velment tur, blive til en overvældende oplevelse og dermed en negativ socialisering. Derfor er vi altid kun på "tur stedet" i ca. 20 min., og kører ikke længere væk end en køretur på maximum 20 min. hver vej. 
  
Vi har taget hvalpenes udendørs kravlegård i brug. Her har de både skygge og ly og en masse aktiviter, som kan stimulere dem. 
 
I denne uge er de blevet chipmærket med hver deres id nummer. Vi foretrækker altid at gøre det tidligt, da hvalpene i større eller mindre grad får en frygtperiode omkring 6. leveuge (den kan sammenlignes med den frygtperiode, som nogle børn får omkring 8. måned). Ved at chipmærke dem tidlig, så har de endnu en ringe hukommelse samtidig med, at vi undgår at skabe et traume i den sensitive periode omkring 6. leveuge. 
Hvalpene stod med mulen godt begravet i en portion tun, idet de fik deres micro chip indført med en stor kanyle, og de bemærkede det knap.

Renlighedsprocessen er skudt godt i gang, hvilket er af stor betydning for de nye familiers succes med henblik på at gøre hvalpene renlige.
Deres 3 daglige måltider indtages nu udenfor i deres hvalpekravlegård med shelter. Lige så snart de små hvalpe har spist et måltid, så skal de gøre sig rene. Den letteste måde at fremme denne renlighedsproces på, er dermed at fodre dem udenfor, således at de gør sig rene i det rette element. 

Hver gang der ligger hømhømmer, så fjerner vi dem straks vi ser det, så hvalpene ikke bliver nogle små grise, der opvokser i en svinesti - det vil nemlig kun resulterer i en langt mere kompliceret renlighed, da de opvokser med, at det er helt okay at sove, spise og lege oven i efterladenskaber.
Vores hvalpe lære at gøre sig rene på både græs, sand og grus, så der ikke bliver problemer med renlighedstræningen i det nye hjem, da de dermed ikke har præference for kun, at gøre sig rene på kun en slags underlag. 
Hvalpenes 4. leveuge, fredag den 26/4-24:
 
Hvalpene vejer nu:
💛 Gul han, blå halsbånd: 3,15 kg. 
💛 Gul han, grå halsbånd: 3,05 kg. 
🖤 Sorte han, gul halsbånd: 3,05 kg.  
💛 Gul tæve, pink halsbånd: 2,55 kg.  
 
Vejret er ikke specielt indbydende i denne tid og derfor har hvalpene endnu ikke været udenfor. Normalvis ville vores hvalpe i denne alder være meget mere ude, men vi er bange for de skal blive for afkølet eller få blærebetændelse. 
Fra næste leveuge, begynder de at komme med ud i kort tid af gangen, og de skal begynde på deres første ture. Det bliver rigtig spændende at se, hvad de siger til den store verden. 
 
Deres negle vokser rigtig meget i denne alder, så de er igen blevet klippet. 
 
Hvalpenes tænder er nu ved at bryde igennem gummerne og nu begynder hvalpene at vil bide i ting/legetøj/hinanden. Legetøjet bliver brugt flittigt og hvalpene er begyndt at tumle og lege mere og mere med hinanden, samtidig med at de gøer og knurre, hvorpå de udvikler deres sociale kompetancer. 
Man er heller ikke i tvivl om, når de bider hinanden i halen og ørerne, for de skriger enormt hjerteskærende, når det sker! 

Hver dag får hvalpene en masse hygge, omsorg og håndtering. De logre lystigt med deres små haler, når de bliver nusset og er især rigtig glade for vores 3 små børn - og omvendt. I forbindelse med håndteringen får de trænet, at blive nusset blandt andet omkring poter og ører, så de får tillid til dette.

Hver gang vi fodre hvalpene, så giver vi dem riiiiigeligt med mad i skålen. Ellers vil en madglad race som Labradoren, hurtig kunne få den opfattelse, at der ikke er nok og den vil dermed blive begærlig og føle den skal kæmpe om maden. - Hvilket straks vil være grobund for ressource aggression omkring mad, kødben, legetøj etc. senere hen i livet. Ligeledes nusser vi hvalpene stille på kroppen, når de er omkring madskålen, for give dem tillid til, at vi ikke tager maden, samtidig med at vi hele tiden fylder mere i madskålen.
Vi er bestemt af den opfattelse, at hunden altid skal have ro omkring maden, uanset om den spiser i skål eller søger sit foder på græs! Men dette er blot en del af vores træning for at hærde hvalpene og udruste dem til en evt. uheldig situation senere hen.

I slutningen af denne uge har vi arbejdet med tilvænning af seler, så hvalpene er klar til at komme med på tur i næste uge. Vi anbefaler ALTID, at man anvender sele!!!
I en undersøgelse lavet af den kendte svenske hundepsykolog Anders Hallgren fra 1994 (”Rygproblemer hos hunde”) fandt man at 63% af hundene i undersøgelsen havde problemer med ryggen. I 91% af de tilfælde hvor man havde anvendt ryk og hug i linen, havde hundene skader i nakken! Af hundene med skader/smerter havde 55,33 % adfærdsproblemer. Heraf var ca. 42 % udfarende, det vil sige aggressive eller stressede.
Når en lille hvalp vil hilse på fremmede mennesker og hunde, så hopper den frem i snoren og op på bagbenene, idet den vil have ansigtskontakt. Via denne handling får den ofte ryk i nakken via halsbåndet, som kan give den skader der svarer til piskesmæld. Ved at bruge sele mindsker man risikoen for, at hunden får nakkeskader. En sele er mere skånsom, da trykket fordeles over bringen og skuldre - ikke kun halsen/nakken. Et træk i linen vil derfor være mere skånsomt for hunden. Nakke smerter kan lede til en masse håndterings konflikter mellem hund og ejer og fjerne hundens lyst til at gå tur.
Hvalpene får en sele med herfra af den model, som de er vante til at bruge hos os.

Hvalpene har fået udvidet deres kravlegår i køkkenet, så der er mere plads til udfoldelse og udfordrende legetøj. De har en alder nu, hvor de er mere aktive og dermed kræver mere plads omkring sig. De har desuden fået en gynge, som skal hjælpe dem med deres motoriske udvikling og ligeledes udruste dem til bilkørsel, uden at de så let bliver køresyge. 

Renlighedsprocessen er skudt godt i gang, hvilket er af stor betydning for de nye familiers succes med henblik på at gøre hvalpene renlige.
Hvalpene er blevet rigtig gode til, at søge over i det ene hjørne af hvalpekravlegården indenfor, når de skal gøre sig rene i nattetimerne. 
Hver gang der ligger hømhømmer, så fjerner vi dem straks vi ser det, så hvalpene ikke bliver nogle små grise, der opvokser i en svinesti - det vil nemlig kun resulterer i en langt mere kompliceret renlighed, da de opvokser med, at det er helt okay at sove, spise og lege oven i efterladenskaber.

Næste søndag afholder vi åbent hus kl. 10-12 for de familier, som har reserveret hvalp. Åbent hus vil foregå udenfor, uanset vejr.
Hvalpene er endnu meget små og man må derfor indstille sig på, at de hurtigt bliver meget trætte af alle de nye stimuli.
Hvalpe sover når de bearbejder stimuli - hvis ikke de får mulighed for det, så vil de blive stresset og reagere med at være hyperaktive.  
Hvalpenes 3. leveuge, fredag den 19/4-24:
 
Hvalpene vejer nu:
💛 Gul han, blå halsbånd: 2,1 kg. 
💛 Gul han, grå halsbånd: 2,1 kg. 
🖤 Sorte han, gul halsbånd: 2,0 kg.  
💛 Gul tæve, pink halsbånd: 1,8 kg.  

Nu er hvalpene kommet ud af fødekassen og over i hvalpekravlegården. 
I hvalpekravlegården har de mere plads til udfoldelse, men ikke mere end de i denne alder kan overskue. 
De har også fået lidt legetøj, som de allerede er begyndt at lege med. Specielt bamserne er gode at putte op ad, når der skal soves. 
Der er forskelligt legetøj og det bliver dagligt skiftet ud, så der hele tiden er noget nyt og spændende. Her i blandt er de bamser, som de hver får med ud i deres nye hjem ved 8 ugers alderen, som skal være en "nusseklud", der giver tryghed i starten.

Hvalpene kommer dagligt ud af kravlegården og ud på et tæppe, for at lege med vores børn, andre hunde samt udforske køkkenet. Hvalpene har godt af, at blive tilvænnet flere forskellige størrelser børn og andre hunde, fra en tidlig alder, hvis det foregår på en ordentlig og lærerig måde.

De er begyndt at tumle og lege med hinanden, imens der lyder små bjæf og knurren - der spilles på alle tangenter og det nuanceret hundesprog har startet sin udvikling.

Før de kunne styre alle fire ben, kunne de allerede logre lystigt med halerne, når vi nussede med dem - så ved man altså bare, at det er en Labrador!

Hvalpene er nu helt oppe og stå på alle fire poter. Det glatte køkkengulv er dog stadig en udfordring for dem, men det skal nok komme, og er god træning af deres muskler og motorik.

Hvalpene bliver tilvænnet flere forskellige slags underlag, som en del af deres miljøtræning. Hunde som ikke har lært det i hvalpestadiet, kan let udvikle angst over for glatte gulve senere hen i livet!

I denne uge er vi begyndt at afspille lyd CD'er for hvalpene. Disse CD'er skal forebygge, at hvalpene bliver bange for nye, høje, skarpe eller pludselige lyde senere hen. På bare en af CD'erne er der 48 forskellige lyde, f.eks. torden, fyrværkeri dyrelyde, huslige lyde, trafik, værktøj, børn, klokker.

I dag har de fået deres første måltid med. Da det er et lille kuld, har vi ikke haft så travlt med at få dem i gang med at spise, da Menja har mælk nok. Men da vi bemærkede at de søgte Menjas madskål og slikkede den i bunden, så viste de tydeligt, at de var klar til fast føde.
Første måltid for en madglad Labrador er jo en stor dag. Husk at en Labrador lever for at æde - den æder ikke for at leve.... haha!

Interesseren for det opblødte/blændede hvalpefoder, var stor og hvalpene gik straks ombord i det, da vi præsenterede det. Når hvalpene spiser, så kaster de sig hen over det - resultatet er hvalpe, som er total indsmurte, men Menja vasker dem gerne. 

Inden for de næste tre dage, vil de nå op på at blive fodret 3 gange om dagen med Royal Canin Maxi Junior.

Når hvalpene skal fodres kalder vi "kom-kom-kom" og denne indlæring vil allerede begynde, at sidde fast inden for de nærmeste dage. Dette signal er en vigtig indlæring til, når vi skal på tur med hvalpene og her handler det bare om, at have en belønning klar, når hvalpene kommer susende én i møde.  Det er let for den nye familie, at bygge videre på dette indkald, evt. med et nyt indkalds signal, hvis man ønsker.

Som 3 uger gamle har hvalpene fået deres første ormekur. De var ikke så imponeret over det, men det kom da ned som det skulle. 

Hvalpenes 2. leveuge, fredag den 12/4-24:
 
Hvalpene vejer nu:
💛 Gul han, blå halsbånd: 1545 gr.
💛 Gul han, grå halsbånd: 1555 gr. 
🖤 Sorte han, gul halsbånd: 1390 gr. 
💛 Gul tæve, pink halsbånd: 1345 gr. 
 
Hvalpene vokser utrolig godt! De er nogle små kompakte bamser, som stadig ikke laver meget andet end at spise og sove. Der er minimal aktivitet i fødekassen i denne alder, bortset fra når de løber mod Menjas mælkebar.

De er nogle gode robuste hvalpe med brede hoveder og kraftige benstammer med tykke "odder-haler". Halen er faktisk lige så tyk som deres bagben. 

Hvalpene kan lugte når Menja er i fødekassen og de kripler hurtigt over til hende og finder sig til rette i mælkebaren. 

Deres hoved er ved at have fået mere facon, deres pigment er fuldendt og de ligner efterhånden rigtige hvalpe ;)

Inden for de næste par dage, vil hvalpene begynde at åbne deres øjne og ører og på samme tid åbner der sig en helt ny verden for hvalpene, som er fyldt med indtryk på godt og ondt.
Hvalpene opvokser som en del af vores familie, og det er et helt bevidst valg, at deres fødekasse står ved fjernsynet, så hvalpene hele tiden får lydpåvirkning. 

Hvalpene bliver tilvænnet alle hverdagslyde, og vi vil igennem deres 8 uger arbejde meget med, at tilvænne dem alt mulig slags støj, så de ikke bliver lydsensitive senere hen. 

Indtil 3. leveuge har hvalpene ednu ingen nævneværdig hukommelse, men kan selvfølgelig påvirkes af gentagne duftpåvirkninger og stress. Temperatursvingninger, for meget håndtering samt en stresset mor, kan blandt andet have en negativ og skadelig effekt på hvalpene, så det er vigtigt at man som opdrætter er opmærksom på, at skabe de rette rammer omkring hvalpene. 

Hvalpene har fået klippet deres negle for første gang. I denne uge er det ikke for deres trænings skyld, men af hensyn til Menja, da de river hendes hud, når de pumper mælken omkring dievorterne. 

I dag hvor hvalpene er 2 uger gamle, har de fået deres første galsbånd på.  
Vi giver altid vores hvalpe halsbånd på ved denne alder, frem for at blive ved med, at mærke dem med neglelak prikker. Ved tilvænning til halsbånd tidligt, giver det dem et naturligt forhold til at have halsbånd på. De vokser op og kan aldrig huske andet end, at de altid har haft halsbåndet på, og derfor bliver det helt naturligt for dem. Ellers kan man ved en 8 ugers hvalp have en del bøvl med tilvænning af halsbånd. 
Hvalpenes 1. leveuge, fredag den 5/4-24:
De små hvalpe stortrives! De vejer nu fra 825 gram til 995 gram. De er nogle meget store hvalpe på nuværende tidspunkt i forhold til hendes kuld sidste år. Men de her hvalpe skal naturligvis heller ikke dele mælken med så mange andre. 
 
Når den første leveuge er gået, så er det altid en målestok at hvalpene gerne skulle have fordoblet deres vægt. Menja har altid godt med mælk og hvalpene har taget fint på. 🤩

Når hvalpene dier mælk, så ser man hvordan de pumper med forpoterne og slår med snuden ned i Menjas dievorter - dette for at få mælken til at løbe. Heraf udspringer den tigge-adfærd, som vi ser senere hen ser ved vores hunde; de "giver pote", altså slår med forpoten for at få noget af et individ, hvilket kan være mad såvel som kontakt. Og ligeledes udøver nogle hunde "snudepuf". 

Fødekassen er udstyret med rundstokke, således at den trætte mor, ikke kommer til at ligge hvalpene ihjel.  
Vi sover også på en drømmeseng ved siden af fødekassen de første par uger, for at overvåge dem og ligge hvalpene til ved Menjas dievorter. 

Fødekassen står placeret i hjemmets centrale rum - nemlig vores køkken-alrum. Her er hvalpene hele tiden i fokus og opvokser som en del af familien. 

Selvom hvalpene endnu er meget små, samt døve og blinde, så kribler og krabler de rundt i hele fødekassen. De kan tydeligt dufte deres mor og fornemme om hun er i kassen eller ej. 
De trækker sig af sted med forbenene, imens bagbenene slæbes efter dem. Men allerede nu kan man se, at de første af hvalpene, også begynder at skubbe fra med bagbenene. 

Hver dag gøres der rent i fødekassen og det store isolerende uldtæppe (vetbed) bliver udskiftet. Imens bliver hvalpene lagt på det let kølige køkkengulv. Ved at de mærker det anderledes underlag - frem for uldtæppet i fødekassen - oplever de en let stresspåvirking. Men denne lette stresspåvirkning er kun kortvarrig og dermed positiv, idet den udruster hvalpene i en tidlig alder til, at forholde sig til stress og uvante situationer. 
Hver dag bliver der ligeledes lavet små lette tryg imellem deres trædepuder (naturligvis ikke noget der gør ondt!!), med en lille fingerspids, for også at tilvænne et let stressniveau.
Det giver gode og afbalanceret hunde på lang sigt, når denne udvikling fortsættes sammen med en god socialisering. 

Med 3 børn er der altid gang i vores hjem, og det er vores hunde helt vante til og trygge ved. Vores hvalpe bliver udrustet til at være en del af en familie, lige fra de er helt små. Vores børn færdes frit omkring fødekassen, hvilket er okay med Menja og hun kan sove fra det meste. 

Allerede nu kan man se at hvalpene drømmer, når de sover, for de giver en masse små spjæt. Da de endnu er både døve og blinde, så kan de ikke have meget at drømme ud fra, så det kan kun være fødslen, moren og håndteringen, som giver dem drømme. Sjovt at se i denne alder 😴

Nu er de gule hvalpe ved at få deres fine pigment. Som det ses på de første billeder, så fødes de helt lyserøde om snuden og på poterne. 

Fødsel af hvalpene:
Det var en langsommelig fødsel, men Menja var utrlig fattet. Da hvalpene kom til verden, var vi meget overrasket ovet at, Menjas meget tykke mave kun gemte på 5 hvalpe (vi måtte desværre sige farvel til en sort tæve). 
 
Hvalpene vejede mellem 370 gram og 515 gram. 
 
Hvalpene er født påske fredag og er derfor navngivet efter "easter" tema navne. 
Første hvalpebesøg hos os:
Når hvalpene er 7-12 dage tager vi imod de første hvalpebesøg, fra de familier som står på venteliste.
 
Vi imødeser forholdsvis korte besøg på 1 times tid, så det er overskueligt for Menja. En tæve med hvalpe bliver nemlig med lethed stresset og så går mælkeproduktionen i stå. Dette giver skrigende, sultne og stressede hvalpe. 
 
Vi imødeser at børn ikke medbringes til første hvalpebesøg, hvor Menja og hvalpene opholder sig i fødekassen.Første besøg er mest med henblik på, at både jer og os får sat ansigt på hinanden, hilst pænt på, får afstemt forventninger samt mærket mavefornemmelsen - og i skal møde moren og se de omgivelser, som hvalpene opvokser i. I virkeligheden er der jo endnu ikke så meget at se på hvalpene på dette stadie.
Når hvalpene bliver større og tumler rundt, så er der rig mulighed for, at børnene kan komme med og få fornøjelse af hvalpene. Ved at vi voksne har mødtes før, så er der til gengæld først og fremmest plads til børnenes behov omkring hvalpene ved deres møde.
 
Læs venlist afsnittet "Køb af hvalp" forud for besøget hos os. Tak :) 
 
En hvalp betragtes ikke som reserveret, før et reservationsgebyr er lagt.
Ved reservation udfylder vi en kvittering
 
Menjas drægtighed:
 
Vi venter spændt på at kunne bekræfte Menjas drægtighed og planlægger en scanning ca. 4 uger efter parring. 
 
Drægtigheden blev konstateret og Menja havde en hyggelig dag som klinikhund på Hornbæk Dyrehospital, hvor hun var med på arbejde hele dagen mhp. drægtigheds scanning. 

Venteliste:
Vi tager imod seriøse henvendelser til venteliste. Læs venligst afsnittet "KØB AF HVALP" inden i kontakter os. 🙏

Ved henvendelse vil vi gerne vide lidt om, hvem du/I er og hvad en hvalp kan tilbydes. Hvilken erfaring man har med hund og denne race, hvad man skal bruge hunden til (f.eks. familiehund, træning af en bestemt art, udstilling, jagt eller andet), samt hvad man forventer af en hund.

Man kan ikke selv skrive sig på venteliste - det er noget vi gør, efter at have talt med folk og "forhåndsgodkendt" dem 😊
Ved interesse i vores hvalpe, send os gerne en besked via Messenger (søg vores kennel profil "Kennel Dream Of Labradors" på Facebook). Mail tjekkes desværre ikke så ofte.

Ved at blive skrevet på venteliste er man ikke garanteret en hvalp, da vi naturligvis først vil møde de familier, som skal overtage vores hvalpe. Men man står først i køen og bliver informeret når hvalpene er født, samt bliver inviteret til et hvalpebesøg, hvor vi kan lære hinanden lidt at kende og afstemme forventninger. Ved første møde tager begge parter stilling til, om de ønsker at indgå aftale om reservation.
Ved reservation underskrives en kvittering af begge parter.

Da vi naturligvis ikke ønsker at holde folk for nar, skriver vi aldrig urealistisk mange på venteliste. Derfor håber vi naturligvis også på, at folk vil respektere vores opdræt og tid og give en tilbagemelding, hvis de ikke ønsker at stå på vores venteliste alligevel - således at vi kan give pladsen til en anden. Derfor bruger vi heller ikke tid på, at skrive folk på venteliste, som også er skrevet op hos andre opdrættere, da de optager pladsen for en der er mere seriøs.
Vi takker på forhånd for forståelsen. 🙏
Hvalpenes Dansk Kennel Klub stamtavle: